om Hans Mathias Lauridsen og
Cathrine Conradine Elisabeth von Rosenvinge.
I året 1814 var der på Brejninggård en ung adelig frøken Cathrine Conradine Elisabeth von Rosenvinge, der var forelsket i bondekarlen Hans Mathias Lauridsen fra Lille Røikum.
Hendes far S. W. von Rosenvinge nægtede, at de måtte få hinanden. Skulle hun giftes, skulle det være inden for deres egen stand, men Cathrine Conradine Elisabeth var en selvstændig pige, der ikke gav op. Hun kunne dog ikke hente hjælp hos sognets præst, da han var ansat af herremanden.
Betroede sig
Hans Mathias tjente ved den tid hos forpagteren i Rindum præstegård Jeppe Rindum. Han betroede sig til sin husbond og fortalte, at han ikke kunne blive gift med den pige, han holdt af. Jeppe Rindum søgte råd hos skolelærer N. C. Harder i Rindum, der var skrivekyndig. Han førte pennen i den proces, der nu blev sat i gang af de to hjælpsomme mænd.
Både amtmanden og stiftamtmanden nægtede at hjælpe. Som en sidste udvej valgte de derfor at skrive direkte til kongen, Frederik den sjette. Kongen fattede sympati for de unge mennesker, og den 12. juli 1814 skrev han et såkaldt kongebrev, hvor han gav dem lov til at blive viet trods faderens modstand. Der stod i brevet, at de måtte vies af ”uvedkommende præst”.
Hemmlige planer
Men problemet var ikke løst, for Hr. von Rosenvinge ville fortsat ikke give afkald på datteren. Derfor blev der bag hans ryg lagt en plan om bryllup. Datoen blev sat til den 26. juli.
Hans Mathias har formentligt lånt sin husbonds heste og vogn, da han ud på aftenen satte kursen mod Brejning. Det var ikke hans agt at køre til Brejninggård, men til et sted i Brejning Kirkeby.
Klokken 12 natten mellem den 26. og 27. juli var alt stille på Brejninggård. Alle sov undtagen Cathrine Conradine Elisabeth. Hun listede stille ud og igennem parken til en smal sti, der førte til Brejning Kirkeby. Hun kom op i vognen til Hans Mathias, og de kørte hurtig mod Rindum.
Præsten blev banket op
Det var langt ud på natten, da de to unge nåede Rindum. Her stod Hans Mathias husbond Jeppe Rindum og skolelærer N. C. Harder klar til at tage med. Så gik turen sydpå langs fjorden til Velling præstegård, hvor de bankede på og forlangte, at præsten skulle vie de to unge. Præsten kom hurtig i tøjet og alle kom ind i præstegården – noget forfrosne efter den lange køretur.
Det vides ikke, om vielsen er foregået i kirken, men det er mere sandsynligt, den er foregået i præstens stue.
Om det passerede står der i Velling kirkebog:
”Den 27. juli blev Unge-karl Hans Mathias Lauridsen, Røikum og frøken Elisabeth Conradine Rosenvinge fra Brejninggård, efter kongelig Bevilling af 12. juli 1814 at vies af uvedkommende præst, af mig ægteviede, forloverne var degnen Harder og Jeppe Rindum Præstgård fra Rindum”. Olivarius, Sognepræst.”
De levede lykkeligt
Hvordan resten af natten forløb ved ingen.
De unge mennesker boede ca. 10 år i Hanning, derefter 3 år i Nr. Vilstrup. Derefter flyttede de til Vejle.
Da de i 1845 flyttede tilbage til Brejning, var de meget velstående. De fik ikke selv børn, men 2 plejebørn.
Cathrine Conradine Elisabeth døde i 1849 og Hans Mathias i 1860.
De er begge begravede på Brejning kirkegård.
Historien er baseret på oplysninger fra Henning Kjærgaard, Spjald. Hele historien har han skrevet og overladt til Brejning Lokalhistoriske Arkiv, hvor den kan findes.